MAN-FRE 08.00-17.00

kontakt(@)autohaus-biludlejning.dk

FAQ
-Ofte stillede spørgsmål

Her kan du finde svar på spørgsmål til vores betingelser for billeje.

Har du andre spørgsmål kan du kontakte os på e-mail:
kontakt (@) autohaus-biludlejning.dk eller tlf: +45 9383 6569

FAQ – OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

-til vores betingelser for billeje

 

KILOMETER:

I vores kontrakt står følgende:

* Kontrakten inkluderer optil 1.250 km pr. måned, hvilket svarer til 15.000 km pr. år.
* Hvis Lejers kørselsbehov bliver ændret i løbet af lejeperioden, bliver de overkørte kilometer afregnet ved tilbagelevering med satsen 1 kr. pr. kilometer.

DET BETYDER:

Du har som udgangspunkt 1.250km pr. måned inkluderet i lejen og at hvis du har brug for flere kilometer, så kan du kontakte os og købe dem sammen med lejen til en pris på 50øre pr. km.

HVIS du kører mere end de kilometer som du har betalt for ved endt leje, så vil vi afregne dem med 1 krone pr. Overkørt kilometer.
Hvis du f.eks har 1.250km inkluderet og har kørt 1.500km så koster det 250,- ekstra, som vi, som udgangspunkt, fratrækker dit indbetalte depositum.

Altså: Hvis du har indbetalt et depositum på f.eks 4.990,-, så vil der i dette tilfælde være 4.740,- tilbage af dit depositum, når de overkørte kilometer er trukket fra.

Har du andre spørgsmål til kontrakten kan du finde svar her i vores FAQ, eller du kan kontakte os på e-mail: kontakt (@) autohaus-biludlejning.dk eller tlf: +45 9383 6569

SERVICE, REPARATIONER, DÆK OG LÅNEBIL:

I vores kontrakt står følgende:

* Lejen er inklusiv service- og vedligeholdelse, som skal udføres på Udlejers værksted i Silkeborg.
* Der stilles ikke erstatnings- eller lånebil til rådighed ved service/mindre reparationer.

Når du modtager din lejebil er bilen gennemtestet og som udgangspunkt i god mekanisk stand.
Men du har selvfølgelig lejet en brugt bil, hvilket betyder at der kan opstå behov for reparationer på bilen.
Hvis du skulle få behov for at få bilen repareret, så skal det, som udgangspunkt, foregå på vores værksted i Silkeborg. Hvis vi vurderer at reparationen er af en uvæsentlig grad, kan der blive mulighed for at benytte et lokalt værksted.

DET BETYDER:

Alle vores lejebiler er som udgangspunkt monteret med helårsdæk.
Hvis din bil er leveret med sommerdæk i sommerhalvåret eller på vinterdæk i vinterhalvåret, kan du få monteret helårsdæk ved sæsonskifte på vores værksted i Silkeborg.

Ønsker du at køre på vinterdæk i vinterhalvåret, kan dette tilkøbes.
-Kontakt os hvis du ønsker at tilkøbe vinterdæk.

Der stilles IKKE lånebil til rådighed ved mindre reparationer på lejebilen
-Det vil sige at hvis du skal have lavet ordinært service, bremser, dækskifte eller lignende, så forventes det at du venter mens reparationen udføres.
Det er KUN i en situation hvor bilen skal være på værksted i flere dage, at vi tilbyder en lånebil.

Har du andre spørgsmål til kontrakten eller er du i tvivl om det er tid til at komme på værksted, kan du finde svar her i vores FAQ, eller du kan kontakte os på e-mail: kontakt (@) autohaus-biludlejning.dk eller tlf: +45 9383 6569

ALMINDELIGE BETINGELSER:

1. LEVERING, BETALING, OPSIGELSE OG TILBAGELEVERING:

1.1 – Lejer accepterer at have modtaget bilen og at eventuelle fejl og skader er billededokumenteret af Lejer ved modtagelse. Enhver mangel og klage vedrørende bilens stand skal anføres straks ved udlevering. Bilen er ved udlevering professionelt, kosmetisk klargjort, og Lejer er forpligtet til at tilbagelevere bilen i samme stand som ved overlevering. Ved levering er bilen tanket til ca. 100 km, og det skal den ligeledes være ved tilbagelevering.

DET BETYDER:
Når du modtager lejebilen, så opfordrer vi dig til at dokumentere det vi noterer på det vedhæftede skema med evt. skrammer, slid eller lignende, som du ikke skal stilles til ansvar for, med billeder. Dette gør vi ganske enkelt fordi at du jo lejer en brugt bil, som selvsagt ikke er som en ny bil og derfor skal vi være enige om standen på bilen, så du ikke bliver holdt til ansvar for noget der ikke er din skyld.

Som beskrevet i afsnittet om “Depositum”, så er bilen kosmetisk klargjort ved udlevering og skal leveres tilbage i samme stand, eller have en slutklargøring. Læs mere HER.

1.2 – Betaling af lejen kan alene ske med frigørende virkning til Udlejers konto.

DET BETYDER:
Du kan KUN betale lejen med bankoverførsel.
Vi modtager IKKE kontanter, MobilePay eller lignende

1.3 – Opsigelse af Kontrakten fra Udlejers side kan ske med et varsel på løbende måned + 3 måneder. Udlejer kan dog opsige kontrakten med øjeblikkelig virkning, såfremt der skal foretages omfattende reparationer på bilen eller bilen bliver totalskadet. Opsigelse af Kontrakten fra Lejers side kan ske med et varsel på løbende måned + 30 dage efter de første 3 måneders leje.

DET BETYDER:
Vi kan som Udlejer opsige kontrakten på din lejebil med 3 måneders varsel til d. 1. i måneden.
Et tilfælde hvor vi ville gøre dette kunne være at lejebilen viser sig at skulle have en større reparation som bilens værdi ikke kan bære.
Vi opsiger, i denne situation, naturligvis ikke kontrakten uden at tilbyde dig en anden bil til samme pris.
Du kan, til enhver tid, opsige kontrakten med et varsel på 30 dage til d. 1. i måneden.

1.4 – Tilbagelevering skal ske seneste kl. 12:00 på dagen for kontraktens udløb, ellers bliver Lejer pålagt at betale 500 kr. pr. påbegyndt døgn. Ved tilbagelevering opfordres Lejer til at dokumentere kilometerstand og bilens generelle kosmetiske stand med billeder. Ved tilbagelevering af bilen udenfor Udlejers normale åbningstid, er det alene Lejers ansvar at dokumentere bilens stand ved lejeforholdets ophør, ligesom det ikke er muligt at aflevere nøgler eller andet personligt udenfor åbningstiden.

DET BETYDER:
Når din lejeperiode ophører, så skal bilen leveres tilbage.
Dette skal ske, senest på udløbsdatoen, som fremgår af din kontrakt, og senest kl. 12.00.

Når du leverer bilen tilbage, står vi naturligvis klar til at modtage dig og bilen
-Skulle du, af en eller anden grund, ikke have mulighed for at aflevere bilen inden for vores åbningstid, og inden kl. 12.00, så opfordrer vi til at du billededokumenterer bilens kilometertal og generelle stand og fremsende bilederne til vores email: kontakt ( @ )
autohaus-biludlejning.dk eller som mms på +45 9383 6569.

1.5 – Udlejer er berettiget til for Lejers regning at tilbagetage bilen på et hvilket som helst tidspunkt og uden påkrav, hvis bilen anvendes i strid med Kontrakten, eller Lejer på anden vis gør sig skyldig i misligholdelse jf. Kontraktens pkt. 11.

DET BETYDER:
-Læs nærmere under pkt. 11. Misligholdelse

1.6 – Bilen er en IKKE RYGER bil. Hvis der ryges i bilen, skal Lejer betale 7.500 kr. for ekstra rens og kemisk rengøring af kabine. Samme gebyr gælder af hensyn til mulige kommende Lejere med allergi, såfremt der er spor efter husdyr, kemiske duftprodukter som “Wunderbaum”, “Ambi Pur” eller lignende i bilen.

DET BETYDER:
Det er naturligvis forbudt at ryge i lejebilen.

Som beskrevet under afsnittet “Depositum”, så sætter vi en ære i at aflevere en bil til dig, som du kan være tjent med at køre i. Derfor er det for os en selvfølge at man ikke ryger i bilen og at man tager hensyn til køretøjet, i en sådan grad at det kan overleveres til en ny lejer uden at skulle gøres ekstraordinært rent. Dette gælder af hensyn til at vi skal kunne udleje vores biler til personer med allergi, uden at skulle have ekstraomkostninger forbundet hermed.
Det er ikke forbudt at transportere husdyr i lejebilen. Men tag hensyn til bilen og benyt tæpper og eller transportkasse til deres kæledyr.
-Venligt men bestemt 🙂

1.7 – Alle service og reparation er inkluderet i lejen – Dog på betingelse af, at Lejer ikke velvidende benytter køretøjet med mekaniske fejl uden af gøre Udlejer opmærksom herpå. Enhver mekanisk fejl skal af hensyn til hurtig udbedring og for at undgå følgeskader, oplyses til Udlejer, så snart denne opstår.

DET BETYDER:
Vi ønsker som udlejer at det lejede køretøj skal fungere stabilt, sikkert og i øvrigt modsvare dets alder og prissætning.

For at kunne sikre dette er det vigtigt, at hvis du er det mindste i tvivl om hvorvidt bilen har brug for et eftersyn eller en reparation, at du kontakter os med det samme.
Så sikrer vi at køretøjet lever op til betingelserne i kontrakten, samt dine og vores forventninger.

Er du i tvivl om det er tid til at komme på værksted, kan du kontakte os på e-mail: kontakt (@) autohaus-biludlejning.dk eller tlf: +45 9383 6569

1.8 – Udlejer er IKKE ansvarlig for eventuelle følgeskader af reparationer eller andet, som er udført af tredjemand. 

DET BETYDER:
Vi benytter KUN værksteder som vi har tillid til og som yder en kritikløs service overfor os som virksomhed. Vi ønsker IKKE at stå inde for reparationer som ikke er udført på et værksted som vi har henvist til.

Hvis du får udført en reparation på lejebilen, på dit lokale værksted, så er du selv ansvarlig for eventuelle følgeskader, som værkstedet må være skyld i.
DERFOR: Hvis lejebilen skal på værksted, så kontakt os og få en tid. Det er inkluderet i din leje 😉

2. LEJER:

2.1 – Lejer skal være dansk statsborger og skal til enhver tid kunne fremvise et gyldigt kørekort. Underskrivelse af indeværende kontrakt er således en Tro- og Loveerklæring fra Lejers side, om dennes besiddelse af et gyldigt kørekort. Udlejer vil i lejeperioden opbevare en kopi af Lejers kørekort samt Lejers sygesikringsbevis. Disse kopier vil i forbindelse med lejens ophør blive destrueret efter den til en hver tid gældende GDPR-lovgivning. Ved udlevering af kørekort samt sygesikringsbevis gives der sålede fra Lejers side samtidigt udtrykkelig samtykke til behandling af personoplysninger i henhold til gældende GDPR-lovgivning.

DET BETYDER:
Af hensyn til vores forsikringselskabs betingelser, skal du som lejer være dansk statsborger.

Du skal, til enhver tid, kunne fremvise et gyldigt kørekort, go når du underskriver vores kontrakt, skriver du således også under på at du har et gyldigt kørekort.

Når du lejer en bil hos os, så opbevarer vi en kopi af dit kørekort og dit sygesikringsbevis. Dette er henholdsvis for at vi skal kunne identificere dig som bruger og ansvarlig for køretøjet ved f.eks tyveri eller vanvidskørsel, men også fordi det er et krav fra vores forsikringselskab om at vi sikrer at lejer lovligt må føre lejebilen.

Når lejeperioden ophører vil alle dine data blive destrueret i henhold til lovens regler herom.

Du kan læse mere om hvordan vi behandler dine persondata i vores Privatlivspolitik, her på hjemmesiden.

2.2 – Lejer må ikke have navne- og/eller adressebeskyttelse og er forpligtet til at informere Udlejer om enhver form for ændring på adresse, telefon nummer, e-mail og eventuel bopæl. 

DET BETYDER:
Ganske som under pkt. 2.1, så skal vi til enhver tid kunne identificere dig som lejer overfor myndighederne, hvis disse kræver dette. Derfor må du ikke have adressebeskyttelse.
Af samme årsag er du forpligtet til at informere os omkring ændringer i din bopæl, telefon nummer eller email. Hvis dine oplysninger ændrer sig, kan du med fordel sende os en e-mail på kontakt (@) autohaus-biludlejning.dk
, så vil vi foretage de fornødne ændringer i vores kontrakt og database. 

3. BETALING

3.1 – Den aftalte leje for 1. måneds leje inkl. førerpakke,  svarende til antal dage i første måned samt, dokumentgebyr på 1.500,-, betales forud for lejemålets begyndelse.
Efterfølgende opkrævninger betales den 1. i hver måned.

DET BETYDER:
Du vil få tilsendt en faktura på hhv. leje og førerpakke for den første periode, svarende til antallet af dage i den måned hvor du får bilen udleveret + dokumentgebyret på 1.500,-.
Vi regner med en formel som deler hver måned i 30 dage – Det vil sige at hvis du modtager din lejebil d. 10. i måneden, så skal du betale en leje og førerpakke der svarer til 20 dage, for den første måned.
Alle efterfølgende betalinger tilsvarer en hel måneds leje.
Din betaling kan foregå via bankoverførsel.
Vi anbefaler at du tilmelder 1. faktura til BS, eller opretter en fast overførsel, da du således undgår rykkere, gebyrer og lignende i forbindelse med betaling af din leje.

3.2 – Lejer er forpligtet til at betale enhver bøde, afgift samt andre lignende omkostninger vedrørende den periode, hvor bilen er udlejet til Lejer.

DET BETYDER:
Når du lejer en af vores biler, så bliver du registreret som sekundær bruger på bilen, hvilket betyder at evt. fart- og parkeringsbøder vil blive sendt til dig.
Disse bøder og afgifter er DU naturligvis forpligtet til at betale.
Dette gælder fartbøder, parkeringsbøder, vej- og bro-afgifter og lignende.
Forsikringer og ejerafgift på lejebilen er inkluderet i din leje.

4. BILENS ANVENDELSE

4.1 – Bilen må kun føres af Lejer eller Lejers ægtefælle, samlever eller medlem af Lejers husstand med gyldig førerret.

DET BETYDER:
Lejebilen må kun køres af DIG som lejer, din ægtefælle eller andre som har samme adresse som dig og som har et gyldigt dansk kørekort.

Hvis f.eks din nabo låner og kører bilen, så dækker bilens ansvars- og kaskoforsikring IKKE og hvis der sker skader eller uheld vil du, som lejer, blive draget til 100% økonomisk ansvar.

4.2 – Lejer er forpligtet til at kontrollere motorens olie- og kølervæskestand for hver 1.000 km kørsel samt løbende at sikre korrekt dæktryk på bilen.

DET BETYDER:
Vi ønsker som udlejer at det lejede køretøj skal fungere stabilt, sikkert og i øvrigt modsvare dets alder og prissætning.
For at kunne sikre dette er det vigtigt at du, som den ansvarlige bruger af bilen, løbende kontrollerer motorens olie- og kølervæskestand samt at du sikrer korrekt dæktryk, for din sikkerhed i trafikken og i øvrigt at undgå unødigt slid på dækkene.

4.3 – Bilen må ikke anvendes til:
– Terrænkørsel, konkurrence, væddeløb og lignende.
– Slæbning af andet køretøj.
– Transport af personer eller ejendele mod betaling.
– Permanent brug udenfor Danmarks grænser.

DET BETYDER:
Du har ikke lejet en racerbil 😉
– Det er IKKE tilladt at bruge bilen til at køre race af nogen art.
– Du må ikke trække naboens bil fri af sne eller mudder.
– Hvis du ønsker at transportere personer eller varer mod betaling med bilen, skal du leje den som virksomhed med dit CVR nr.
– Det er tilladt at køre på udlandsferie i bilen, men bilen er registreret i Danmark og du må derfor ikke benytte bilen permanent eller gennem længere tid i udlandet.

4.4 – Bilen må ikke fremlejes eller på anden måde overdrages til andre end den/de i Kontraktens pkt. 4.1 omtalte personer og må ikke udlånes til andre i forbindelse med f.eks. GoMore eller andre lignende tjenester.

DET BETYDER:
Du kan IKKE omgå pkt. 4.1 ved at lave en lejekontrakt med f.eks din nabo.
Det er IKKE tilladt, på anden måde, at fremleje din lejebil til andre.

HVIS du bliver bekendt med nogen som mangler et køretøj gennem 3 måneder eller længere, så hører vi gerne fra dig, og hjælper gerne denne med at finde en løsning som passer til personens budget og behov 🙂

4.5 – Bilens konstruktion må ikke ændres, f. eks. Chiptuning og lignende, og der må ikke påføres folie og/eller klistermærker på bilen eller bilens ruder uden specifik forudgående skriftlig aftale med Udlejer. 

DET BETYDER:
Lejebilen må ikke udsmykkes med klistermærker eller folie og må ikke optimeres eller ændres mekanisk. Hvis du har spørgsmål til eller ønsker om at ændre på bilen, montering af anhængertræk eller lignende, hører vi meget gerne fra dig på e-mail: kontakt ( @ ) autohaus-biludlejning.dk eller på tlf.: +45 9383 6569.

5. EJENDOMS- OG RÅDERET

5.1 – Lejer har alene, på betingelse af rettidig betaling af den månedlige leje, brugsret over den lejede bil. Udlejer har den fulde råderet over bilen inden for rammerne af nærværende Kontrakt, og Lejer kan ikke bliver ejer af den lejede bil, hvilket betyder, at der hverken er købsret eller købspligt til det pågældende køretøj. 

DET BETYDER:

Du har, så længe din månedlige leje er betalt til tiden, indenfor kontraktens rammer, BRUGS-ret over lejebilen.
Hvis ikke din leje er betalt rettidigt, så ligger hele råderetten over bilen hos Udlejer.

Der er ikke mulighed for at købe lejebilen og du har som lejer ikke pligt til at købe bilen.

6. FORSIKRING

6.1 – Udlejer har tegnet lovpligtig ansvarsforsikring mod skader på tredjemand, herunder tredjemands ejendom.

DET BETYDER:
Vi har som udlejer tegnet lovpligtig forsikring på lejebilen.
Ansvarsforsikringen er inkluderet i din leje.

6.2 – Udlejer har desuden tegnet kaskoforsikring på køretøjet.
– Lejer er ansvarlig for enhver skade på bilen i lejeperioden, herunder også parkeringsskader, glasskader og hærværk.
– Lejers selvrisiko ved skade på bilen er 5.000 kr. pr. skade i lejeperioden.
– Lejers selvrisiko ved glasskader på bilen er 1.500 kr. pr. skade i lejeperioden.
– Ved motorstop eller lignende kan Vejhjælp kontaktes på tlf.: 70 10 80 90.
– Ved behov for vejhjælp i Europa, skal app’en “Rødt Kort”, som kan hentes gratis, benyttes.

DET BETYDER:
Med en kaskoforsikring er du dækket, hvis bilen bliver skadet i tilfælde af fx trafikuheld, hærværk og tyveri. Hvis andre skader din bil uden at efterlade et visitkort, dækker kaskoforsikringen også.
Hvis du får brug for en dækning via kaskoforsikringen er der en selvrisiko på 5.000,- pr. skade.
Selvrisikoen på glasskeder er dog nedsat til 1.500,- pr. skade.
Hvis du bliver udsat for uheld, hærværk eller lignende, skal du altid kontakte os.
HUSK altid at notere evt. modpart ved uhelds navn, nummerplade og evt. telefon nummer.
Hvis du får motorstop eller hvis bilen ikke kan starte, kan du kontakte vejhjælp, som er inkluderet i din leje.
Hvis du er på ferie i udlandet, kan vejhjælp kun benyttes via app’en ‘Rødt Kort’, som du downloader gratis i Google Play eller AppStore. Når du har downloadet app’en, skal du bruge dit telefon nummer og bilens nummerplade for at tilkalde vejhjælp.

Vejhjælp og kaskoforsikringen er inkluderet i din leje.

6.3 – Ved tilbagelevering af bilen gennemgår Udlejer bilen for skader opstået under lejeperioden, og eventuelle skader opgøres, og afregnes i første omgang via Lejers indbetalte depositum. 

DET BETYDER:
Når du afleverer din lejebil efter endt leje, vil vi sammen gennemgå bilen og notere eventuelle skader. I første omgang opgøret vi skader via dit indbetalte depositum. Hvis en skade koster mere end forsikringens selvrisiko på 5.000,- at udbedre, er dette den maksimale udgift du som lejer kan få. Er en skade af mindre karakter og er prisen på en udbedring mindre end 5.000,-, modregnes kun det faktiske beløb.

7. SKADE, TYVERI ETC.:

7.1 – Lejer er ansvarlig for tyveri og enhver skade på bilen, som straks rapporteres til Udlejer. 

DET BETYDER:
Hvis du skulle blive udsat for uheld, tyveri eller inbrud i bilen, skal du STRAKS kontakte os på e-mail: kontakt(@)autohaus-biludlejning.dk eller på tlf.: +45 9383 6569.

Det er vigtigt at vi hurtigst muligt får involveret politi og forsikringselskab ved skade eller tyveri og vigtigt at du altid husker at tage billeder af skaden og notere en evn. Modparts navn, nummerplade og telefon nummer, så vi altid kan sikre en så hurtig udbedring af skader, som muligt.

8. OPFYLDELSE AF LOVGIVNINGEN OG ANDRE NORMER:

8.1 – Lejer skal til enhver tid have gyldigt førerbevis og skal til enhver tid på Udlejers forlangende dokumentere dette.
Lejer skal straks meddele Udlejer, såfremt Lejer måtte blive frakendt sit førebevis, hvorefter Udlejer jf. bestemelserne i pkt. 11.1, kan hæve lejeforholdet.
Lejer skal anvende bilen i overensstemmelse med Færdselslovens regler og er ansvarlig for opfyldelsen af reglerne, og skal drage omsorg for, at foreskrevne sikkerhedsregler opfyldes, herunder ved brug af vinterdæk, snekæder, sikkerhedssele og lignende. 

DET BETYDER:
Du SKAL som lejer have gyldigt kørekort.
Hvis du mister dit kørekort skal du anse din kontrakt som ugyldig og STRAKS kontakte os.
Som nævnt under afsnittet “4. BILENS ANVENDELSE” gælder forsikringen på bilen alene så længe du som lejer har et gyldigt kørekort.

9. ANSVARSFRASKRIVELSE:

9.1 – Med mindre andet er påbudt ved præceptiv lovgivning kan Udlejer ikke gøres ansvarlig for nogen skade på Lejer, Lejers ejendele eller tredjemand i forbindelse med Lejers brug af bilen. 

DET BETYDER:
Udlejer er ikke ansvarlig for skade på lejers person eller ejendele.
Hvis du eller dine ejendele bliver skadet i forbindelse med brug af lejebilen er det alene bilens forsikring der kan dække evt. tab eller skader. Udlejer kan ikke drages til ansvar for dette.

10. SPIRITUSKØRSEL, VANVIDSKØRSEL OG LIGNENDE

10.1 – Kørsel påvirket af alkohol eller andre euforiserende stoffer betragtes som misligholdelse af Kontrakten og vil straks blive meldt til Politiet, og Kontrakten vil straks blive ophævet.

DET BETYDER:
Hvis du bliver sigtet eller anmeldt for kørsel med påvirkning af alkohol eller stoffer, vil din kontrakt STRAKS blive opsagt.

10.2 – Vanvidskørsel betragtes som misligholdelse af Kontrakten og vil straks blive meldt til Politiet, og Kontrakten vil straks blive ophævet. 

DET BETYDER:
Hvis du bliver sigtet eller anmeldt for vanvidskørsel, vil din kontrakt STRAKS blive opsagt.

10.3 – Lejer hæfter 100% for køretøjets værdi i forbindelse med enhver form for konfiskering/beslaglæggelse, f. eks. i forbindelse med spirituskørsel, vanvidskørsel, kørsel uden gyldig førerret eller lignende. 

DET BETYDER:
Hvis du bliver sigtet eller anmeldt for påvirket kørsel eller vanvidskørsel i lejebilen bliver din kontrakt opsagt uden videre advarsel og du vil, hvis du bliver dømt skyldig i sigtelsen, blive holdt 100% personligt ansvarlig for evt. skader forvoldt på lejebil, fremmed ejendom eller personer i forbindelse med kørslen.

11. MISLIGHOLDELSE

11.1 – Udlejer kan uden varsel ophæve Kontrakten og kræve erstatning for tab, hvis Lejer gør sig skyldig i misligholdelse af Kontrakten.

Ved misligholdelse forstås følgende:
– Lejer undlader at reagere på pludseligt opståede mekaniske fejl, som giver følgeskader på bilen.
Dette kan bl.a. være ved at undlade at: 
– Sikre korrekt oliestand på motor.
– Sikre korrekt løbende dæktryk.
– Undlade at melde fejl på køretøjet til Udlejer.
– Lejer ikke sørger for rettidig betaling af leje eller fakturerede fart- og/eller P-bøder.
– Lejer anvender bilen til kørsel på steder, som ikke er omfattet af Færdselsloven (f.eks. racerbaner, kørselsområder og lukkede baner).
– Mistet førerret betragtes som væsentlig misligholdelse af Kontrakten.
– Udlån eller overlevering af køretøjet til andre end den/de personer, som er omfattet af Kontraktens pkt. 4.1.

DET BETYDER:
Hvis du som lejer gør dig skyldig i en af ovenstående punkter, vil kontrakten med øjeblikkelig og uden yderligere varsel blive opsagt og lejebilen skal indenfor 24 timer tilbageleveres til vores adresse.

11.2 – Udlejer vil uden yderligere varsel afhente bilen, hvis Lejer ikke vil aflevere køretøjet frivilligt i forbindelse med misligholdelse. Omkostninger til dette påhviler Lejer.

DET BETYDER:
Hvis du som lejer nægter at tilbagelevere bilen som følge af en opsagt lejeaftale, så afhenter vi selv køretøjet. I dette tilfælde vil du blive faktureret et beløb på minimum 5.000,- til dækning af køretøjets hjemtagelse.

11.3 – Ved misligholdelse opkræves alle forfaldne betalinger og udgifter i forbindelse med hjemtagelse (hvis bilen er blevet afhentet), hvorefter bilen vil blive gennemgået for eventuelle skader. Dette samt eventuelle overkørte kilometer vil blive opgjort og skal betales af Lejer.

DET BETYDER:
Hvis du som lejer får opsagt din kontrakt som følge af misligholdelse, opkræves alle forfaldne opkrævninger til øjeblikkelig betaling. Dette gælder leje for resterende bindingsperiode (de første 3 måneder), ubetalte bøder og afgifter, overkørte kilometer, selvrisiko for skader og evt. hjemtagelse af køretøjet.

STADIG SPØRGSMÅL?

 

INKL. FORSIKRING, EJERAFGIFT OG VEJHJÆLP

vi leverer en Pæn og ren bil I GOD STAND

GOD ØKONOMI MED FAST MÅNEDLIG PRIS

INKL. DÆK, service OG REPARATIONER

KONTAKT OS

8 + 1 =

MAN-FRE 08.00-17.00

kontakt(@)autohaus-biludlejning.dk